Morgenmad hitter på Professionshøjskolen
19 september 2023

Morgenmad hitter på Professionshøjskolen

På Københavns Professionshøjskole kan ansatte og studerende nu starte dagen med nem og mættende morgenmad i skolens kantine.

Michel Ciccia er køkkenchef på Københavns Professionshøjskole. Sammen med sit team bespiser han dagligt 400-500 mennesker, men det er først for nylig, at kantinen har kunnet tilbyde egentlig morgenmad til de ansatte og studerende på skolen. Og det er gået hen og blevet en ret så stor succes:

“Vores gæster er meget begejstrede for det her. Vi får virkelig meget ros,” siger Michel Ciccia.

Morgenmadskonceptet består af to forskellige serveringer udviklet i samarbejde med Arla Pro: overnight oats med gulerod og havtorn samt chiagrød med rabarberkompot, skyr og vanilje. Fælles for dem er, at de indbydende og mættende for gæsterne og på samme tid nemme for køkkenet at have med at gøre. De forberedes dagen forinden og færdiggøres hurtigt morgenen efter.

“Det har været en stor succes, og de går begge som varmt brød. Og så er det jo så nemt, at de står i køledisken, så vi sælger dem faktisk hele dagen,” siger Michel Ciccia.

Over al forventning

Hos DinnerdeLuxe, der bl.a. driver kantinen på Københavns Professionshøjskole, er man også begejstret for morgenmadskonceptet, der tilbydes i alle virksomhedens kantiner:

“Indtil videre er det en stor succes. I nogle af vores kantiner er det gået over al forventning. På Professionshøjskolen i København er vi gået fra omkring 20 morgenmadsserveringer til 100,” siger René Laursen, der er koncerndirektør i DinnerdeLuxe.

“Det er altid interessant for os at arbejde dér, hvor der er muligheder for vækst. Morgenmaden udgør i dag under 10 procent af vores omsætning, og det kunne vi da godt tænke os ændrede sig. Derfor vil vi gerne fokusere på morgenmaden og vise, at dagens første måltid kan være meget andet end blot et rundstykke med pålægschokolade,” siger René Laursen.