De ikoniske grønne mælkekasser skifter farve
26 september 2019

De ikoniske grønne mælkekasser skifter farve

Arlas grønne mælkekasser skifter snart farve til sort, men bliver samtidigt mere grønne. De sorte mælkekasser er nemlig lavet af 100 procent genbrugsplast og er endnu et bæredygtigt tiltag fra Arla.

Sort er det nye grønt

Arlas ikoniske grønne mælkekasser bruges til alt fra cykelkurve til skamler i køkkenerne, byggeklodser på legepladser, opbevaring og nå ja, som kasse til mælkekartoner. Men inden for de næste par år er det slut med de velkendte grønne kasser. 23. september 2019 leverer vi mælk i vores første nye, sorte mælkekasser, og dermed tager Arla endnu et markant skridt i kampen for en bæredygtig fremtid. De sorte kasser er nemlig lavet af 100 procent genbrugsplast.

Spar på CO2’en

De nye sorte mælkekasser giver minimum en besparelse på 30 procent CO2 per kasse. Samlet betyder det en årlig besparelse for Arla på minimum 250 ton CO2 ved indkøb af 300.000 kasser.

Det har været en længere proces at finde genbrugsplast, der lever op til Arlas krav, fordi kvaliteten fortsat skal være i orden. For eksempel skal mælkekasserne have en vis slagfasthed og stabilitet under temperaturudsving, så konstruktionerne skal stadig være stærke. De nye sorte mælkekasser er da også gennemtestet og kvalitetsgodkendt på Arlas mejerier, så nu er de klar til at komme i brug.

Grønne vintagefund

De grønne mælkekasser forsvinder dog ikke på én gang. Det kommer til at tage en årrække, før alle mælkekasser er sorte, da udskiftningen vil ske løbende. Og så bliver det interessant at se, om vores gamle grønne mælkekasser om 40 år dukker op som vintagefund på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Ikoniske er de i hvert fald allerede.

Bæredygtige fakta

  • Arla sender 20.000 sorte mælkekasser i omløb fra slut september
  • Mælkekasserne er produceret af 100 procent genbrugsplast, som stammer fra bilindustrien
  • De sorte mælkekasser forbruger mindst 30 procent mindre CO2 end de tidligere grønne mælkekasser
  • Det giver en besparelse på godt 250 tons CO2 hvert år
  • I løbet af det næste år vil omkring 300.000 sorte mælkekasser være i omløb
  • Arla indfører også et nyt CO2-logo, der skal gøre det lettere for vores kunder at navigere efter emballager, der er CO2-reduceret
  • Arla har en emballagestrategi om, at al emballage skal være CO2-neutral inden 2050
  • Arla har desuden et mål om at reducere den samlede CO2-udledning med 30 procent inden 2030 sammenlignet med 2015 og blive CO2 neutrale i 2050

Læs om flere af Arlas bæredygtige tiltag og ambition om at være CO2-neutral i 2050:

Nu kan du genbruge plastikspandene fra Arla® Pro Øko

https://cdb.arla.com/api/assets/arla-pro-dk/arla-sort-maelkekasse.jpg